Crassostrea gigas

Stillehavsøsters

Tilbage til forsiden

Om stillehavsøsters

Stillehavsøsters, der er en invasiv art i Danmark, kommer oprindeligt fra Japan og Sydøstasien. Stillehavsøsters er blevet indført bevidst i Danmark til blandt andet Limfjorden og Isefjorden, da man ønskede at dyrke den i akvakultur.

Grunden til, at myndighederne tillod indførelsen, var, at man forventede, at stillehavsøsters ikke kunne formere sig i vores kolde vand, og derfor ville den ikke være i stand til at sprede sig. Dette holdt ikke stik, og stillehavsøsters gyder og spreder sig langsomt i de danske farvande. I Vadehavet forekommer allerede store banker med stillehavsøsters, og her kan de udgøre et problem for den naturligt hjemmehørende fauna.

image alt

Hvor lever den?

Stillehavsøsters

Stillehavsøsters

Udbredelsesdybde

Udbredelsesdybde

Stillehavsøsters er blevet importeret til Europa som akvakulturart og findes mange steder i Europa. I Frankrig bliver der dyrket store mængder af stillehavsøsters, og i den hollandske og tyske del af vadehavet findes den i tætte bestande.

I Danmark er den observeret i Vadehavet og flere forskellige steder i Limfjorden, Isefjorden samt en række andre fjorde. Ofte er der en større eller mindre bestand i de områder, hvor de tidligere har været dyrket i akvakultur.

Stillehavsøstersen lever i tidevandszonen og ned til omkring 3 meters dybde. De er tolerante over for udtørring og svingninger i temperatur og saltholdighed.

Hvordan ser den ud ?

Stillehavsøsters

Stillehavsøsters

Skallen er hvidlig eller grålig og aflang. De to skalhalvdele varierer i størrelse, hvor den øverste er mindre og mere fladtrykt end den underste, der er skålformet.

Stillehavsøstersen vokser hurtigt og danner ofte rev med små østers oven på voksne østers.

Inden for det første år opnår stillehavsøsters en størrelse på 5-6 cm, hvor den europæiske østers typisk kun bliver 4-5 cm. I Limfjorden er gennemsnitslængden omkring 14 cm, når de er 5 år gamle. Stillehavsøsters kan blive op til 30 år, og de er registreret i længder på op til 40 cm. Den indre opbygning af stillehavsøstersen er stort set identisk med den europæiske østers.

Forvekslingsmuligheder

Stillehavsøsters kan have forskelligt udseende, alt efter hvor de vokser, og hvor klemte de er af artsfæller. På trods af stor formvariation er det nemt at kende stillehavsøsters fra den europæiske østers. Stillehavsøsters har en langstrakt skal med mange folder, mens den europæiske østers er rund og med en relativt glat overskal.

Hvad spiser den?

Stillehavsøsters tilhører de såkaldte filtratorer, hvilket vil sige, at de filtrerer vandet for føde. Stillehavsøsters har ingen mulighed for at bevæge sig. De er derfor afhængige af, at der er en konstant tilførsel af føde, hvorfor de ofte sidder i områder, hvor der er kraftige strømforhold.

Filtrationen sker ved, at vand suges ind gennem en åbning mellem kapperanden, og efter filtrering strømmer vand ud af en mindre udgående åbning. Da den indadgående sifon har større diameter end den udadgående sifon, vil vandet, der suges ind i østersene, presses ud som en kraftig jetstrøm, hvilket betyder, at østersene ikke kommer til at filtrere det samme vand igen og igen.

Det indsugede vand ledes hen over gællerne. Gællerne bruger de til at ånde og opfange føde med. Østersene lever af de fødepartikler, som findes i vandet. Disse fødepartikler består hovedsageligt af planteplankton, som er mikroskopiske alger, der lever frit i vandet.

Fødepartiklerne transporteres ved hjælp af cilier (fimrehår) hen over gællerne. Cilierne opsamler fødepartiklerne, der bliver ført videre til opsamlingsrender i gællerne, inden det hele ender ved en læbeflige, der sidder lige før munden. Med læbefligene sorteres føden i små og store partikler. Læbefligene sidder lige inden munden og sorterer føden i små og store partikler. De små alger, som østers anvender som føde, føres af cilier til munden, mens de store og ofte ufordøjelige partikler indkapsles i slim og ekspederes ud som såkaldt pseudofæces.

Munden sidder forrest i østers og indeholder hverken tænder eller kæber, der kan findele føden, hvorfor føden transporteres direkte til maven via spiserøret. Maven er en stor oval sæk, hvor der frigives forskellige fordøjelsesenzymer, som hjælper med at nedbryde føden.

Hvordan formerer den sig?

Da stillehavsøsters blev indført i Danmark, troede man ikke, at den ville kunne yngle pga. for lave vandtemperaturer, men det har vist sig ikke at holde stik.

Stillehavsøstersen kræver en vandtemperatur på minimum 18 °C og helst over 20 °C for at den gyder, hvorfor den typisk gyder sidst på sommeren. Den formerer sig på normal vis for toskallede organismer og gyder både æg og sperm ud i vandet. Befrugtningen sker altså ude i vandet og helst inden for 10-15 timer efter gydningen.

Larverne svømmer frit rundt i 15-20 dage vha. svømmesejlet, inden de bundslår. På det tidspunkt har larverne udviklet en lille fod samt øjeplet. Øjepletten registrerer lys og mørke for at sikre, at larverne søger mod bunden, hvor foden afsøger underlaget for et passende sted at bosætte sig.

Efter bundslåningen sker der store ændringer i larvernes udseende. Svømmesejlet og foden forsvinder, gællerne vokser kraftigt, og den første rigtige skal dannes. Østers kan ikke flytte sig, når først de er bundslået, hvilket skyldes, at de forankrer sig til underlaget med et cementlignende materiale, som de ikke kan fjerne igen.

Af de adskillige millioner af østerslarver, der gydes hvert år, er der kun få, der overlever og vokser sig store. I løbet af deres første leveår er der en vis risiko for, at de bliver spist af enten strandkrabber eller søstjerner.

Naturlige fjender

Voksne stillehavsøsters har næppe naturlige fjender i danske farvande. Til gengæld kan den selv udgøre en trussel mod andre muslingearter, da den vokser meget hurtigere end blåmuslingen. Dermed kan den udkonkurrere dem på lavt vand.

Dette er blevet observeret i Holland, hvor nogle områder, der tidligere var domineret af blåmuslinger, nu er dækket med stillehavsøsters. Hvis stillehavsøstersen erstatter blåmuslingerne, vil det have store konsekvenser for mange havfugle som fx edderfugle, strandskader og dykænder, da skallen på stillehavsøstersen er for hård til, at fugle kan ødelægge dem og komme ind til bløddelene.